dotcomwebdesign.com
Contact Us Site Map Home Contact Us Site Map Home Design By Dotcomwebdesign.com Powered By CMSimple.dk

Hjem > Artikler
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Artikler

 

 

 

 

Flugten fra Grønland

Af Anne Lindhardt og Fatuma Ali

 

 

DR udsendte onsdag den 31 oktober i ”prime time” en dokumentarudsendelse ”Flugten fra Grønland”.Udsendelsen kom netop som Selvstyrekomissionen er ved,at afslutte sit arbejde, hvor der er enighed om det meste –undtagen retten til undergrunden, hvor der netop i disse år synes at vise sig lovende fund.

Udsendelsen fokus var vrangsiderne i det grønlandske samfund uden antydning af at Grønland arbejder på at løse problemerne:

 

-de unge flygter

-de gamle er korrupte og inkompetente

-skolerne fungerer ikke

-forældrene fungerer ikke

-børnerne fungerer ikke

-incest, selvmord, misbrug og omsorgssvigt hører til dagens orden

 

Udsendelsens eneste positive udsagn var: ”Naturen er smuk som et postkort”!

 

En af Hjemmestyrets fædre Lars Emil Johansen udtalte sin dybe mistillid til Danmarks holdning til Grønland. Udsendelsen bekræftede i al tydelighed, at der var god grund til denne mistillid.

 

Vi er begge psykiatere og har arbejdet i Grønland: Fatuma har boet og arbejdet i Grønland i 9 år, hvoraf de 41/2 år var som ledende psykiater.

Anne har igennem 10 år været fast psykiatrisk konsulent, fortrinsvis på kysten.

Vi har begge et indgående kendskab til styrker og svagheder i det grønlandske samfund og lad os straks slå fast:

Vi har set store uddannelsesmæssige, politiske og psykosociale problemer i Grønland, som udsendelsen viser men vi har også set at de er åbent erkendt, offentligt debatterede og, at der systematisk arbejdes på at forbedre forholdene.

Alt det viste udsendelsen ikke ,og ej heller at der er så uendelig meget andet i Grønland, som både Grønland og Danmark kan være stolte af.

 

Siden Hjemmestyrets indførelse i 1979 har Grønland været et fungerende demokrati. Der har aldrig været sat spørgsmålstegn ved de demokratiske spilleregler, herunder ytringsfriheden. Forud var gået århundreder med lillebrorstatus og formynderi.

 

Kontakten til USA da Danmark var besat af tyskere satte skub i en højttiltrængt moderniserigsproces. Således blev f.eks. petroleumslamper alle mands eje, noget Danmark ikke vil give til grønlændere fordi man var bange for, at de ikke kunne håndtere dem.

 

Grønland har været drivkræften i FNs oprettelse af den permanente forum for de oprindelige folk og fungerer som rollemodel for andre arktiske egne(måske smitter der lidt prestige af på Danmark).

 

Folk fra udviklingslande valfarter til Grønland for at lære og inspireres.

 

 

Grønland har frembragt internationalt kendte videnskabsmænd og en lang række kunstnere.

 

Grønland er hverken et postkort eller et frilandsmuseum men et levende og pulserende samfund.

 

De problemer det grønlandske samfund slås med er ikke specifikke eller unikke for Grønland. De samme problemer ser man i alle samfund, der har være igennem en hurtig moderniseringsproces.

 

Danmark har et medansvar for årsagerne til de problemer der er i dagens Grønland og kolonitidens indvirkning på det grønlandske menneskes sjæl og psyke har vi endnu til gode at få belyst.

 

Er det ikke på tide, at Danmark tager et medansvar for udviklingen i Grønland, anerkender det grønlandske folks suværenitet, glæder sig over hvor meget Danmark har fået og får fra Grønland og ophører med den bedrevidende og nedladende holdning som DRs udsendelse er udtryk for?Hvad skal det til for?

 

Traumer i relation til Grønland

 

Jeg har boet og arbejdet i Grønland i 8 år fra 1997 og til 2005. I de 8 år har jeg været almindelig overlæge i 3 ½ år og administrerende overlæge resten af tiden. Fra 2005 og indtil 2006 har jeg arbejdet for det grønlandske sundhedsvæsen men boet i DK. Ifølge min kontrakt skulle jeg fortsat koordinere den psykiatriske indsats på kysten, være fysisk til stede i Grønland i 1 måned i hvert kvartal og ellers være til rådighed for netkonsultationer hele året. Netkonsultationerne handlede udelukkende om kendte og diagnosticerede patienter, hvor der var behov for at optimere den medikamentelle behandling eller supervisere den psykiatriske sygeplejerske.

 

Jeg tror, at mit største bidrag til den grønlandske psykiatri har været opbygningen af distriktspsykiatrien i det meste af landet. Med opbakning fra det politiske system og mine overordnede var det lykkedes at etablere psykiatrisk behandling i patienternes nærmiljø således at de ikke skulle flytte langt væk fra deres familie i de perioder hvor de havde det allerdårligst. Den grønlandske bosætningsmønster med de store afstande talte for, at vi etablerede behandling på kysten med ansættelsen af psykiatriske sygeplejersker, sikring af faste psykiater besøg 1 eller flere gange om året samt etableringen af telepsykiatrien. Det lykkedes at minimere både indlæggelserne på psykiatrisk afdeling i Nuuk men også overflytningerne til DK, hvor den lukkede afdeling for Grønland er. Og distriktspsykiatrien tog aktiv del i selvmordsforebyggelsen og oplysningen om sindslidelser.

 

Jeg er klar over, at emnet for mit oplæg ikke er psykiatrien i Grønland men det er vigtigt for mig, at give jer en introduktion til mit professionelle relation til Grønland.

 

I de 8 år jeg har boet i Grønland har jeg følt mig som en del af samfundet og levet et liv sammen og iblandt grønlændere. I de år har jeg både privat og på arbejdet være tæt på mange menneskers traumer og sorg. Der var selvmord i nærvenners familie, der var selvmord iblandt mine patienter, en kollega blev udsat for voldtægt.

 

Grønlændere er uden tvivl et af de venligste folk på kloden: de er lattermilde, gavmilde og omsorgsfulde. Men, der er en anden side af medaljen hvor grønlændere er et af de førende samfund hvad selvmord, mord og vold ,herunder seksuel vold, angår. Disse voldshandlinger traumatiser både offeret og hans/hendes familie men også forbryderen og hans familie, og specielt når der er tale om sanktioner som frihedsberøvelse hvor den kriminelle bliver sendt til afsoning langt væk fra sit hjem ,måske til Herstedvester i DK eller den lukkede afdeling i Risskov ved Århus. Et selvmord, et mord, en voldtægt ,en krænkelse af et barn traumatiserer, mere eller mindre, hele det lokale samfund pga de nære relationer der i de små samfund.

 

Tal : Pr. 15 aug. er antallet af begåede selvmord i år 20,12 mænd og 8 kvinder. Tallerne har i flere år ligget på 45-54 om året.

 

Hvordan kan det være, at man har disse problemer i det målestok tilfældet er i Grønland?

 

De fleste voldshandlinger bliver begået i alkoholpåvirket tilstand og i Grønland har man ,sammenlignet med DK ,en meget høj opklaringsprocent i forbrydelserne fordi folk indrømmer prompte overfor politiet ,at de har begået de kriminelle handlinger.

 

Jeg har hørt om en mand der selv henvendte sig til politiet da han havde hørt om en voldtægt ,der skete aftenen før. Han havde været fuld og kunne ikke huske hvad han havde foretaget sig men han kunne hellere ikke udelukke, at han var voldtægtsforbryderen og kunne lige så godt kontakte politiet og indrømme. Det viste sig, at han intet havde at gøre med voldtægten.

 

Grønlændere omsætter alkohol anderledes end kaukasier dvs , at man bliver mere påvirket af færre genstande. Det er et klinisk indtryk men der mangler mere forskning i området. Men, er alkohol den eneste forklaring?

 

Nej, naturligvis ikke.

 

For at forstå de sociologiske og psykosociale forklaringer på de problemer det grønlandske samfund står med i dag er det vigtigt, at man kender til historien, kulturen og udviklingen af samfundet.

 

Grønland er verdens største ø. 2/3 del af øen er dækket af is og 1/3 del er beboet og det er de områder langs kysten der er isfrie. Der bor ca. 56.000 mennesker, hvoraf ca. 10.000 er udefra kommende og de fleste er danskere.

Den nuværende grønlandske folk nedstammer fra inuit ,der indvandrede fra Alaska og Canada i tiden fra lidt før år 1000.Det er først i det 16 og 17 århundrede, at de får kontakt med europæiske hvalfangere.

 

I 1721 bliver Vestgrønland taget som koloni af den norske/danske præst Hans Egede. Han etablerer sin første base i Godthåb/Nuuk og snart efter er der kolonier flere steder på vestkysten.

 

En del af formålet med koloniseringen var ,at gøre grønlændere til kristne og man begyndte at døbe folk.

I kristendommens navn tog kirken afstand fra de traditioner og skikke der var i inuit samfundet såsom flerkoneri, trommestriden ,blodhævn.

 

Flerkoneriet havde en vigtig praktisk betydning for fangersamfundet fordi kvinderne skulle bearbejde skindet på de dyre manden kom med og var manden en dygtig fanger så kom han hjem med så mange dyre som en enkelt kvinde ikke kunne nå at bearbejde. Og skindet var meget vigtig som påklædning og teltmateriale.

 

Trommestriden eller trommespillet var en fredelig model for konfliktløsning, en form for lynafleder. De små samfund kunne ikke klare sig hvis der var for mange konflikter fordi der var brug for alle. Denne tankegang ses også i dag i de små bygdesamfund og jeg har haft lejlighed til at jagttage det under mit 3 måneders ophold i en lille bygd i Nordgrønland. Trommestrid gik ikke ud på, at udpege den skyldige eller afdække konflikten og hele samfundet ved sit tilstedeværelse deltog i trommestriden. De 2 personer der havde konflikten skulle igennem sang og trommespil prøve at vinde over hinanden ved hjælp af beskyldninger, fornærmelser og selvforherligelse. Alt var tilladt blot det blev holdt i en sjov og munter tone. Modparten måtte ikke besvare eller kommentere anklagerne men selv fremsætte bedre/stærkere/grovere og sjovere argumenter. Sangen og trommespillet stoppede først når den ene part ikke havde mere at sige og her sluttede konflikten. Munterhedens funktion var at drukne de aggressive og vrede følelser der nemt kunne føre til vold.

 

Denne tendens til at undgå åbenlyse konflikter ses også i dag i det grønlandske samfund og det grønlandske retsvæsen er bygget på resocialisering og ikke straf af de kriminelle.

 

En person, der havde en vigtig position og betydning i samfundet var angakokken / shamanen Også han blev afvist af kirken og straffet korporligt hvis det kom frem, at han stadigvæk var aktiv i sit virke. På denne måde lagde den kristne kirke ved kolonialiseringen afstand til og kriminaliserede vigtige skikke i den grønlandske fangersamfund.

 

Andre aspekter i fangersamfundet som kunne være vigtige og nyttige at vide noget om er:

 

Autonomi - den enkeltes handlefrihed var uden begrænsninger. Selv børn blev ikke afkrævet motiver for deres handlinger og spørgsmålet hvorfor? blev betragtet meget uhøfligt. Den eskimoiske menneskesyn opfatter både voksne og børn som selvstændige objekter med ret til egne meninger. Ifølge dette menneskesyn ses socialiseringen af barnet som en intern proces dvs barnets egen stillingtagen til livets mange valg. Denne socialiseringsmodel er fortsat eksisterende i de grønlandske familier og det grønlandske barn der går i skole møder modsætningen mellem familiens socialiseringsmodel og skolens , hvor socialiseringen er af vestlig karakter dvs ekstern og styret af forældre og lærere. Der er påstande om, at det grønlandske barn har ringere skoleparathed end det danske .Men det er ikke rigtigt : det danske barns socialisering og den danske skoles krav passer sammen hvorimod det grønlandske barns socialisering og det grønlandske skoles krav er modsætningsfulde og det kræver sit barn at rumme disse modsætninger. Disse konflikter kan muligvis være en del af forklaringen på, at mange unge dropper ud af uddannelserne ,udvikler misbrugsproblemer og begår selvmord. Dette problem er grunden til, at man i Grønland for få år siden har indført et skolereform der hedder Attuarfisialak eller Den gode skole hvor barnets autonomi og læringsproces er mere i fokus.

 

 

Autoriteter: lederopgaverne i fangersamfundet blev varetaget af den der kunne klare opgaven bedst og ledelsesfunktionen var ikke statisk.F.eks. under jagt.

 

Døden blev før kristendommens indtog betragtet som blot en overgang til et andet liv og derfor ikke frygtet. Selvmord hos personer der ikke ville være til besvær for de øvrige var normalt(f.eks. gamle og svækkede personer) og drab for at lindre lidelser hos en person var også accepteret. Det er ikke længere tilbage end 100 år siden at skikke som disse var normale i samfundet. Dette kan ,muligvis, være en del af forklaringen på de mange selvmord i dagens Grønland. I det grønlandske samfund er døden meget nærværende: udover selvmord og mord er der mange der omkommer på havet. Den store og mægtige natur er både farlig og livsnødvendig for det er her man henter til livets ophold.

Døden er ikke tabubelagt som i DK. Børn deltager aktivt i afskeden med den døde, familie og venner samles om den afdøde, man rører ved den døde og taler til ham/hende. Den afdøde bliver synget ud og ved begravelsen bliver de ledsagende, længe efter man har dækket graven til, stående og synger. Alt dette gør ,at det bliver nemmere at give slip på den døde.

 

Sygdomsopfattelsen i det traditionelle samfund : man skelnede ikke mellem fysisk og psykisk sygdom. Sjæles vandring var forklaringen på alle former for sygdom. Og angakokken/shamanen var den der havde evnerne til at helbrede. En årsag til sygdom kunne være, at man havde begået et tabubrud og vejen til healing var, at tilstå overfor hele samfundet. Her har vi en mulig forklaring på det høje opklaringsprocent i de kriminelle sager i Grønland.

Hekseri var også en af årsagerne til sygdom. Hekse var farlige fordi deres mål var at skade andre .

De sindssyge mente man at de var besatte af onde ånder og man var bange for dem. Dette kan muligvis forklare angsten for de voldelige sindslidende i dagens Grønland. (eksempel). Et eksempel på en handling der var tabu og kunne føre til sygdom var at skyde eller fange dyr i yngletiden.

 

Som sagt skete der store forandringer i de traditionelle fangersamfund da koloniseringen og den kristne kirke kom til Grønland.

 

Og den danske kolonialisme havde de samme egenskaber som alle andre kolonimagter i verdens historie: man behandlede de koloniserede som små børn der ikke kunne tænke selv. Et kendt eksempel for denne formynderiske behandling er ,at det var forbudt for grønlændere at have petroleumslampe fordi kolonimagten mente, at grønlændere ikke kunne håndtere disse lamper uden at komme til skade. Grønlændere skulle fortsat bruge de mindre farlige men betydeligt dårligere belysende tranlamper.

 

Da Danmark blev besat af tyskerne i 1940 blev kontakten til Grønland brat afbrudt og i besættelsesårene fik Grønland sine forsyninger fra USA og Canada. Bl.a. petroleumslamper.

 

Efter krigens afslutning var det klart for alle, at der skulle iværksættes omfattende reformer. Grundloven blev ændret i 1953 og Grønland blev en ligeværdig medlem af Rigsfællesskabet. Reformerne skulle give bedre sundhed ,uddannelse og erhvervsmuligheder. Med den såkaldte G60 nedlagde den danske stat flere bygder og befolkninger blev tvangsflyttet til større steder, hvor der blev bygget store boligkomplekser. Disse byggeopgaver blev løst af danske håndværkere, der som regel var unge enlige mænd. Og unge mænd har det med at feste og have et aktivt sexueltliv og det betød, at alkohol(frigivet på vestkysten i 1954) og kønssygdomme blev introducerede i det grønlandske samfund.

 

Den grønlandske kvinde havde større kontakt med danskerne end den grønlandske mand havde. Og det betød, at kvinderne blev bedre til det danske sprog og dermed til at passe et lønnet arbejde, et arbejde som ofte lå i naturlig forlængelse af de kvindelige omsorgsfunktioner i hjemmene.

 

Den grønlandske mand har større modstand mod danskere end den grønlandske kvinde og det er jo ikke mærkeligt hvis man tænker på , at de grønlandske mænd passivt skulle se på , deres piger gik med de danske mænd (det samme som indvandrermænd og danske piger i dag).

 

Med moderniseringsprocessen blev naturalieøkonomien ændret til pengeøkonomi.

 

I løbet af ganske kort tid blev det grønlandske samfund ændret , gamle værdier blev kasseret, nye introduceret men ikke helt inkorporeret i kulturen.

 

Når samfundets hovedfunktioner ændres, ændres kulturen. Og når kulturen ændres, ændres menneskernes muligheder og selvopfattelse også.

 

Og i den proces er det klart manden der er blevet taberen. Langsomhed og tålmodighed blev betragtet maskuline dyder i fangersamfundet. Det er de ikke længere i dag hvor alt skal gå så hurtigt og det giver forvirring og identitetstab. Og det er også mændene der fører i statistikken over mord, selvmord, seksuel vold osv.

 

Derfor er det meget glædeligt, at veluddannede grønlandske mænd har taget initiativ til oprettelse af mandegrupper flere steder i landet.

 

Hvad kan man gøre ved problemerne? Og bliver der gjort nok?

 

Det var Mahatma Gandhi der sagde : ”Uanset hvor meget vi gør er det ikke nok men det er vigtigt ,at vi gør noget”.

 

Min vurdering er, at det Grønlandske Hjemmestyre gør rigtig meget ved problemerne. Gøres der nok? Ikke nok, kan man blive fristet til at svare når problemerne stadigvæk er der. Men, spørgsmålet er om man kan forvente ,i den korte tid af 28 år det Grønlandske Hjemmestyre har eksisteret , at man har løst problemer der er så omfattende.

 

Men, er det fair når man fra Danmark konstant fokuser på det der ikke er i orden i Grønland? Hvorfor hører man ikke i medierne om alt det der bliver gjort for at modarbejde omsorgssvigt af børn, seksuel vold, selvmord og lignende? Og alt det der fungerer godt i samfundet ? Har man i DK behov for at fastholde grønlændere i rollen som de små børn der ikke kan finde ud af det?

 

De problemer vi ser i Grønland er ikke , på nogen måde , unikke for Grønland .De samme problemer ser man hos alle de folkeslag der har været undertrykte og hvor en hurtig modernisering har nedbrudt de traditionelle normer og værdier med et kulturel vacuum til følge. Der kan blot nævnes Aborigernerne i Australien, Maorierne i New Zealand, San folket eller bush mændene i det sydlige Afrika, måske også samerne men denne gruppe ved jeg alt for lidt om.

 

En af mine grønlandske venner sagde en gang hvor vi diskuterede Danmark som kolonimagt : ”Den danske kolonialisme har været civiliseret og venlig men ikke desto mindre undertrykkende. Og det er netop pga. denne venlige attitude , at vi har så svært ved at mobilisere vrede mod danskere. Vreden kommer ud når vi har fået noget at drikke men der bliver den en ukonstruktiv vrede.”

 

Jeg mener, at der er behov for at italersætte kolonitiden og dens indflydelse på grønlændere .Dagens danskere er ikke ansvarlige for det der skete dengang men man skal holde op med det unuancerede positive billede man har i Dk af sig selv som kolonimagt i Grønland. Danmark har uden tvivl gjort mange gode gerninger i Grønland men der har også været meget skidt. Jeg kan blot nævne tvangsforflyttelsen af et helt samfund fra området hvor Thule Air base er i dag . Familier fik 4 dage til at pakke og forlade deres hjem og fangstområder og fik lov til, at bo i telte om vinteren fordi de huse de blev lovet ikke var byggede. Jeg har været i Qaanaaq/Thule 2 gange og har talt med flere ældre på alderdomshjemmet og de kunne huske dagen de blev flyttede for de var store børn. De huskede deres forældres sorg og min pointe er, at denne uformulerede og ubearbejdede sorg er blevet givet videre til de næste generationer med megen uhensigtsmæssig adfærd til følge. Vi bliver nødt til at se på problemerne i dagens Qaanaaq også udfra dette perspektiv.

 

Jeg mener, at der er behov for forsoningsarbejde således ,at grønlændere kan lære at lægge offeridentiteten fra sig og leve et mere konstruktivt liv. Grønland er på vej til mere selvstændighed og et selvstændigt land skal beboers af mentalt frie mennesker .

 

Men, første skridt mod forsoning både med den anden og med sig selv er, at det skete bliver anerkendt.

 

En af mine grønlandske veninder sagde , at man i Grønland har så mange tab og traumer ,at man burde vurdere landet som værende i borgerkrig. ”Vi er i krig med os selv ”- sagde hun.

 

Og derfor er der behov for forsoningsarbejde som en model for konfliktløsning i det grønlandske samfund. Grundlæggende for en grønlandsk konfliktløsning er respekten for den enkeltes integritet og derfor er det vigtigt, at man ikke ukritisk introducere en vestlig konfliktløsningsmodel.

 

Og når jeg taler om forsoning mener jeg både den interne forsoning dvs iblandt grønlændere men også den eksterne i forhold til DK.

 

Og meget vigtigt er det, at danskere tage aktivt del i forsoningsprocessen og det siger jeg fordi jeg mange gange under diskussioner om kolonitiden har mødt megen blokering fra danskernes side. Danskerne går i forsvars positioner selvom de ikke er ansvarlige for hvad deres landsmænd har foretaget sig i Grønland ” Uskyldig,tynget af skyld”(haiku digt).

 

Som følge af forsoningsseminaret i 2004 er der i dag etableret en forsoningsgruppe i Nuuk og en i København.

 

Vi ser i disse år, at megen historie bliver taget op til revision, problematiseret og ,indimellem, skrevet om. Hvornår mon turen kommer til den danske/grønlandsk historie?

 

I sept. 2004 tog jeg initiativ til et forsoningsseminar, der varede i 1 uge . Ivalo Egede og jeg stod for afviklingen af seminaret der fandt sted i Celle sul Rigo  i Toscana. Der var 18 deltagere, de fleste grønlændere og det var første gang, at danskere og grønlændere kunne sidde sammen og på en konstruktiv måde sætte ord på det fælles oplevede historie.

 

Det var veluddannede grønlændere der på seminariet sagde, at deres største problem var lav selvværd og at dette problem skulle forstås i relation til kolonihistorien. Og den lave selvværd er en del af forklaringen på det store problem man har i Grønland bl.a. med jalousi. Jalousi drab og selvmord pga. jalousi er hyppigt forekommende.

 

Det grønlandske hjemmestyre har eksisteret i 28 år og på den historisk relativt korte tid har man overtaget mange arbejdsområder fra den danske stat. Meget fungerer godt men meget kan gøres bedre og det er man opmærksom på i Grønland.

 

Men, ting tager tid - som sagt af Piet Hein og den tid må vi give Grønland for Grønland arbejder aktivt på at løse sine problemer.

 

Grønlændere er rigtig gode til at feste, grine ,synge og danse og disse gode egenskaber er med til ,at gøre et svært liv mere tåleligt.

 

Jeg har lært meget af grønlændere og det vigtigste er nok, at leve i nuet og lade være med at bekymre sig for meget om de uvæsentlige ting i livet. Og specielt ikke bekymre sig så meget om de ting man alligevel ikke kan gøre noget ved.

I arbejdet med dett oplæg har speciallæge i psykiatri Inge Lynge været til inspiration.